Jeg er så usandsynligt heldig, at have en mand der ikke kan sove videre, hvis han bliver vækket tidligt. Så når vores børn i perioder vågner kl 06, så er det ham der bare står op med dem, mens jeg sover videre. Så kommer han ind ved 9 tiden og synes vi skal bytte, så han kan få en times formiddagslur.
Det har været sådan al den tid vi har haft børn, og er efterhånden så meget en selvfølge, at jeg tit glemmer at sige tak.
Ind imellem sker det endda, at jeg brokker mig over, at køkkenet roder…
Jeg glemmer at tænke på at han stod op kl 6, og har påklædt, affodret og neddæmpet 1-4 unger i 3 timer.
Nå. I dag hoppede superbaby rundt i mit ansigt kl 05.30. Af vanvare skubbede jeg hende over til Ninjaman – men han rullede bare over på siden og hev dynen op over hovedet.
I går stod hun op 04:37, så jeg går ud fra at han syntes det derfor godt kunne være min tur nu, så modvilligt tog jeg babyen under armen og gik ind i stuen med hende.
Er ikke i træning med det der stå-tidligt-op-noget, så huskede at tage ren ble med til babyen, men glemte at tage rent tøj med til mig selv.
Jeg har før brokket mig over, hvis Ninjaman buldrede rundt og ledte efter tøj når jeg sov, så ville ikke vække ham.
Fandt min bh i sofaen(don’t ask) og en halvren nederdel på badeværelset. Lidt tøj er bedre end intet, men jeg går nok ikke ud og tømmer postkasse sådan her!
Nu er klokken 9.
Tre af børnene er oppe, har været i bad, og fået mad og tøj på.
Jeg føler mig som en helt – forventer nærmest et hyldestoptog, blomster, tårevædede takketaler, utroligt meget sex, kram og muligvis en lille pokal eller medalje, kan jeg mærke.
Ligesom jeg jo altid giver ham, når han tager morgentjansen?
Nårh nej – jeg belønner vist bare med brok – må altså se at huske skamros, så jeg fortsat kan nyde mit privilegium!
